European Media Partner

DTU uddanner i brandsikkerhed


På DTU kan du tage en masteruddannelse i brandsikkerhed, som er populær blandt mange byggebranchefolk. Moderne arkitektur kræver nemlig skærpet brandsikkerhed.

”Uddannelsen er vigtig på grund af tidens avancerede byggeri.”

På Danmarks Tekniske Universitet, også kaldt DTU, i Lyngby kan man tage en masteruddannelse i brandsikkerhed, som er skræddersyet nutidens moderne arkitektur og byggeri.

– Omkring årtusindskiftet begyndte man at bygge en anden slags huse, ofte med større rum og åbne etager. Det er mere kompliceret end traditionelt byggeri, og det kræver, at man kan arbejde med brandsikkerhed på et mere avanceret niveau – det kaldes funktionsbaseret, fortæller en tidligere studerende på masteruddannelsen, Per Christiansen.

På grund af den nye arkitekturtrend med store, åbne rum var der brug for, at folk i byggebranchen lærte mere om brandsikkerhed. Samtidig blev de funktionsbaserede krav indbygget i bygningsreglementet, og derfor oprettede DTU uddannelsen Master i Brandsikkerhed.

Luisa Giuliani, som underviser på uddannelsen, fortæller også, at de seneste krav til huses lavenergi gør, at brande forventes at være alvorligere på grund af den øgede isolering. Derfor er brandsikkerhed i dag meget vigtig.

Uddannelsen henvender sig til folk, som har haft en fod inden for i branchen i et par år, men som søger efteruddannelse for at kunne kravle længere op ad karrierestigen.

– Vores typiske studerende er ældre end normale studerende, fordi uddannelsen kræver, at man har to års erhvervserfaring. Ofte er de studerende uddannede bygningsingeniører eller bygningskonstruktører, der har haft et par år på arbejdsmarkedet, som gerne vil videreuddanne sig, fortæller Luisa Giuliani.

Og præcis sådan en studerende var Per Christiansen. Han havde haft flere år på arbejdsmarkedet, hvor han havde sit eget rådgivningsfirma.

– På et tidspunkt var jeg involveret i et hotelbyggeri med brandmæssige udfordringer, og dem skulle jeg have løst. Den research, som jeg måtte lave, viste mig, at brandsikkerhed er et meget interessant område, så derfor besluttede jeg mig
for at studere på Masteruddannelsen i Brandsikkerhed ved siden af
mit arbejde, fortæller Per Christiansen.

Den tidligere studerende mener, at uddannelsen favner vidt og bredt, og det ses i elevoptaget. Der er mange forskellige branchefolk, der tager uddannelsen.

– Der er mange folk fra mange forskellige steder i byggebranchen, som tager uddannelsen. Det er både fra beredskabet, fra kommunerne, rådgivere og leverandører, fortæller Per Christiansen.

– Vi har både folk fra ingeniørfirmaer og folk, som har arbejdet administrativt førhen, fortæller Luisa Giuliani.

I dag arbejder den tidligere studerende, Per Christiansen, som brand­rådgiver i det rådgivende ingeniørfirma Hundsbæk & Henriksen A/S, hvor han er leder af brandafdelingen i firmaet. 

Fakta

• Uddannelsen varer to år og er et deltidsstudie.

• Man lærer om miljøkemi, risikovurdering, brandmodellering og konstruktionsbrandteknik m.m.

• Undervisningen foregår i klasser på ca. 20 elever, og mange kurser er baseret på projekter og cases.

• En færdiguddannet kan kalde sig Master i Brandsikkerhed.

Del

Journalist

Mads Severinsen

Andre artikler