European Media Partner

Designskolen Kolding kalder: Drenge søges!


Kun 25 procent af de studerende på Designskolen Kolding er mænd, og det vil skolen nu gøre noget ved.

Designskolen Kolding fremelsker evnen til at undersøge og registrere, behandle og udvikle form, funktion, materialer og medier. Dette er en universel og komplet kønsneutral egenskab, og skolen ser derfor gerne, at den store forskel på mænd og kvinder udlignes.

– En fifty-fifty fordeling på alle vores linjer ville være ideelt, siger Peter Barker, leder af uddannelsen og fagleder for industrielt design på skolen.

På netop den linje er der balance imellem kønnene, men fag som kommunikationsdesign, mode & tekstil og accessory-design har alle en overvægt af kvinder. Ifølge Peter Barker er ligestilling ikke bare et politisk spørgsmål – det skaber decideret bedre resultater.
– Når vi har blandede hold, fungerer det altid virkelig fint. Det er måske en generalisering, men kvindelige og mandlige hjerner fungerer lidt forskelligt i forhold til, hvad design kan og skal. Jeg ser altid en positiv effekt på samarbejdet, når begge køn er repræsenteret.

At der skulle være noget særligt feminint over undervisningen stemmer heller ikke overens med virkeligheden. Alle personligheder får rig mulighed for at udfolde sig på skolen, understreger Peter Barker.

– Vi havde f.eks. en rigtig Top Gear-ting hvor tre bachelor-studerende fra industrielt design fik til opgave at designe et karrosseri i kulfiber til en ny, lille sportsvogn, i stil med den britiske Lotus Elise. Det omfattede både sketching, computertegning og bygningen af en endelig model i 1:4. En ekspert fra det engelske Coventry University gav sparring, og resultatet blev en stor succes. Det var tre drenge, der gik sammen om at løse opgaven, der designmæssigt var meget kompliceret – og de gjorde det godt, siger Peter Barker.

Også på skolens andre linjer er der godt gang i projekter, hvor designfagligheden kan bringes i spil langt ud over de gængse stereotyper. Tre kandidatstuderende har leveret indsigter til et samarbejde med NASA efter at have låst sig inde i en lejlighed i 40 timer. På accessory-linjen arbejder man med wearables i form af en højteknologisk, sanselig sovevest, der eksempelvis kan hjælpe soldater med at sove trygt om natten, når de er langt væk fra deres hjemlige sengepartner.

Torsdag den 31. januar holder Designskolen Kolding Åbent Hus, hvor man kan møde studerende, undervisere og høre mere om den åbne optagelsesprocedure. 

Del

Journalist

Kasper Boye

Andre artikler